
Hvad koster en lægepraksis?
“Der knytter sig selvsagt en stor interesse til, hvad en lægepraksis kan og bør koste. På denne side har vi samlet en række informationer, som forhåbentlig vil give svar på en række af dine spørgsmål. ”
Hvad siger reglerne?
Ingen nedre grænse
Der er som klart udgangspunkt ikke nogen nedre grænse for, hvad en lægepraksis kan sælges for. Dette betyder også, at en lægepraksis kan sælges for 1 kr., hvis det ikke er muligt at finde en køber, som vil betale mere. Der er i praksis også set eksempler på læger, der har måtte lukke praksis, fordi det ikke har været muligt at finde en køber.
Hvis der er tale om et salg mellem interesseforbundne parter (f.eks. familiemedlemmer), skal du dog være opmærksom på, at en pris, som er væsentligt under markedsprisen, kan anses for en gave, hvilket kan få væsentlige skattemæssige konsekvenser. I de sædvanlige tilfælde, hvor sælger ønsker en høj pris og køber ønsker en lav pris, er dette dog ikke en relevant bekymring.
Den øvre grænse
For såvel alment praktiserende læger som praktiserende speciallæger fastsætter overenskomsten rammer for, hvor meget en praksis må sælgers for.
For alment praktiserende læger gælder følgende maksimalpriser:
Goodwill: Prisen for goodwill ikke må overstige, hvad der svarer til 136% af gennemsnittet af de tre (3) forudgående regnskabsårs bruttoindtægt reguleret i overensstemmelse med overenskomstens reguleringsprocenter. Erfaringsmæssigt kommer en øvre grænse sjældent i spil for alment praktiserede læger, idet der almindeligvis handles til en lavere goodwillprocent. Du kan læse nærmere om detaljerne vedrørende beregning af goodwill på PLO’s hjemmeside.
Inventar, apparatur, instrumenter, IT-udstyr mv.: Prisen for inventar, instrumenter og IT-udstyr mv. må ikke overstige værdien i handel og vandel (altså markedsværdien). Fastsættes prisen til et beløb højere end 80.000 kr., skal der udarbejdes en vurderingsberetning, som dokumenterer, at denne pris ikke overstiger værdien i handel og vandel. I praksis har PLO accepteret, at der (som alternativ til en ekstern vurdering) kan fremlægges en revisorattestation for anskaffelsessummen for aktiverne, såfremt prisen ikke overstiger den nedskrevne værdi (nedskrevet lineært over 10 år, dog maks. 5 år for IT-udstyr). Aftales en pris under 80.000 kr., er en vurderingsberetning (eller revisorattestation) ikke påkrævet.
Fast ejendom: Sælges der fast ejendom som en del af handlen, må prisen herfor ikke overstige prisen i handel og vandel (altså markedsværdien). Afhængig af de konkrete forhold kan den offentlige ejendomsvurdering eller en vurdering fra en ejendomsmægler anvendes som dokumentation.
For praktiserende speciallæger gælder følgende maksimalpriser:
Goodwill: Prisen for goodwill ikke må overstige, hvad der svarer til 150% af gennemsnittet af de tre (3) forudgående regnskabsårs gennemsnitlige pristalsregulerede overskud. Til forskel fra alment praktiserende læger, ses det ikke sjældent, at en speciallægepraksis overdrages til den maksimale tilladte pris. Du kan læse nærmere om detaljerne vedrørende beregning af goodwill mv. på FAPS’ hjemmeside.
Inventar, apparatur, instrumenter, IT-udstyr mv.: Prisen for inventar, instrumenter og IT-udstyr mv. må ikke overstige værdien i handel og vandel (altså markedsværdien). Fastsættes prisen til et beløb højere end 150.000 kr., skal der udarbejdes en vurderingsberetning, som dokumenterer, at denne pris ikke overstiger værdien i handel og vandel. Aftales en lavere pris, er en vurderingsberetning ikke påkrævet.
Fast ejendom: Sælges der fast ejendom som en del af handlen, må prisen herfor ikke overstige prisen i handel og vandel (altså markedsværdien). Afhængig af de konkrete forhold kan den offentlige ejendomsvurdering eller en vurdering fra en ejendomsmægler anvendes som dokumentation.
Særligt vedr. anpartsselskaber:
Såvel alment praktiserende læger som praktiserende speciallæger kan drive praksis i regi af et anpartsselskab (et "ApS”), og det ses derfor også, at det er anparterne i sådanne selskaber, som overdrages fra sælger til køber.
Principperne for værdiansættelse er de samme, men ejeren af aktiverne vil være den samme (ApS’et) både før og efter overdragelsen, og der vil være behov for at foretage visse reguleringer som følge af de særlige forhold, der knytter sig til selskabsformen. Almindeligvis anbefaler vi, at du drøfter de økonomiske konsekvenser af forskellen på at købe aktiver/passiver eller anparter, med din revisor.
Ud over spørgsmålet om værdiansættelsen, er der en række øvrige forhold, du skal være opmærksom på i relation til køb af anparter. Dette kan du læse mere om her.
Markedsværdien
Markedsprisen for en lægepraksis
En overdragelse af en lægepraksis er en virksomhedsoverdragelse, og en hurtig søgning på internettet vil vise, at der findes en lang række modeller for, hvordan den “rigtige” pris kan beregnes. I virkelighedens verden er disse formler dog ikke til megen hjælp, da en række særegne forhold gør sig gældende for lægepraksisser, herunder, at:
der er et begrænset segment af købere,
der er et begrænset udbud af praksisser, samt at
der er almindeligvis tale om en meget stabil indkomstkilde (høj sikkerhed for fremtidigt overskud = højere pris).
Særligt pkt. 1 og 2 ovenfor medfører, at det ofte er mere meningsfuldt at tage udgangspunkt i “sammenlignelige handler”, når købesummen skal fastsættes. Uanset hvad en købesums-model når frem til, er der helt afgørende forskel på udbud og efterspørgsel for en øjenlæge i en storby og en almen lægepraksis i et område, der har svært ved at tiltrække læger.
PLO offentliggør årligt i Ugeskrift for Læger en statistik over de gennemsnitlige priser for almene lægepraksis i de forskellige områder af landet. Denne statistik kan for almene lægepraksisser bruges som vejledning for prisniveauet. PLO (eller FAS/FAPS) kan dog ikke hjælpe med yderligere informationer eller vejledning om priser, og oplysninger om priser for de enkelte handler er fortrolige.
Ofte kan der opnås værdifuld indsigt ved at drøfte prissætning med kollegaer, der har handlet sammenlignelige praksisser i lokalområdet (eller lignende områder), ligesom advokater og revisorer, der arbejder dedikeret om praksishandel, ofte vil kunne give dig en indikation af prissætninger i de seneste praksishandler (naturligvis i anonymiseret form), hvilket også kan bidrage med en vis vejledning.
Øvelsen med at forsøge at finde “markedsværdien” for praksis er et godt udgangspunkt for såvel køber som sælger. Der vil dog ofte være specifikke forhold vedrørende den enkelte lægepraksis, der medfører, at prisfastsættelsen afviger fra statistikkerne, hvilket beskrives nedenfor.
Særlige forhold
Et kompromis mellem sælger og køber
Det gælder i almindelighed, at sælger ønsker en høj pris, mens køber ønsker en lav pris. På dette parameter adskiller praksishandler sig ikke fra overdragelser af huse, biler mv., idet prisen er et kompromis mellem to parter, der har modstridende interesser.
De parametre, som erfaringsmæssigt har størst betydning for, hvor stærkt hver af parterne står i denne forhandling, er:
Om sælger har flere potentielle købere (størrelsen af efterspørgslen),
Om køber har gode alternativer (størrelsen af udbuddet),
Praksistypen (er der f.eks. tale om praksis inden for et eftertragtet speciale),
Hvor attraktiv beliggenhed praksis har, herunder:
geografisk placering i landet,
afstand til større by, samt
om det vil være nødvendigt at flytte praksis.
Standen på lokalerne og de øvrige aktiver, herunder om der vil være behov for væsentlige investeringer,
Muligheder for at øge omsætningen i praksis eller optimere driften på anden vis,
om en af parterne er tidsmæssigt presset (dette ses f.eks., hvis sælger er syg eller et dødsbo),
Om praksis indgår i et attraktivt fællesskab, samt
Om inventar og instrumentarium i praksis svarer til købers ønsker/præferencer, eller om køber skal afsætte ekstra midler til nyinvesteringer.
Ligeledes ses der også eksempler på, at en ældre læge ønsker at give en yngre kollega en god start, og derfor tilbyder en købesum for praksis, der er ganske fordelagtig for køber.
Erfaringsmæssigt er det en god proces (i) først at søge at identificere “markedsprisen” for lignende praksisoverdragelser, hvorefter (ii) det overvejes om ovenstående parametre bør resultere i, at købesummen for den konkrete praksis skal justeres i op- eller nedadgående retning.
Vil du vide mere om køb og salg af lægepraksis, herunder prisfastsættelse, så download vores gratis e-bog på knappen nedenfor.